Hjem.

Projektbeskrivelse.

Da jeg startede med at flyve med helikoptere snakkede jeg på et tidspunkt med et andet medlem fra klubben og jeg sagde til ham: Jeg kunne godt tænke mig at lave en flyvemaskine selv, fra en tegning. På det tidspunkt havde jeg ikke engang prøvet at flyve en fjernstyret flyvemaskine andet end på simulator. Jeg træner meget helikopter på "RealFlight G4" og ind imellem tager jeg også en tur med flyvemaskine. Jeg bliver så god til det at jeg er i stand til at lande den sikkert hver gang fra begge sider, kommende ind på forskellige måder. Det ender med at jeg køber en lillebitte "Tucano" fra firmaet "Phoenix". Den fløj jeg rigtigt meget med og har også smadret den 3-4 gange. Den er stadig flyveklar, men har ikke været ude at flyve siden før vinteren for alvor startede i 2009.

    Henad efteråret 2009 beslutter jeg mig for at -Nu skal det være! Jeg downloader en masse tegninger på internettet og kigger dem igennem. Jeg har besluttet at det skal være en hurtig kunstflyvningsmodel, der ikke skal være alt for besværlig at bygge. Efter mange overvejelser falder valget på en "KAOS". Det er en F1A kunstflyvningsmodel fra sidst i 60'erne. Tegningen er til en model med et vingefang på omkring 160cm og en motor på 10ccm. Da jeg kun har en knallert skal den være mindre og jeg scalerer tegningen ned til et vingefang på 105cm. Med denne størrelse bør den have en motor på Ca 2,5ccm, men jeg beslutter at sætte en på godt 4ccm i i stedet for. Valget falder på en "Webra speed 25", men sådan en kan jeg ikke få fat i, så det bliver en kinesisk fremstillet "ASP 25A" i stedet. Lidt af en satsning da jeg intet aner om den og ikke kan finde nogen oplysninger på den på internettet. Men den er billig!

Hvis nogen skulle være det mindste interesseret i mit projekt kan man trykke på billederne til venstre og der dukker et billede i fuld størrelse op i et nyt vindue.

 

 

 

 

 

I slutningen af November måned 2009 skrev jeg tegningen ud på en masse A4 sider som blev klippet ud og sat sammen med tape til en tegning i Skala 1:1. Det tog en hel dag!. Det besværlige i det var at få det klippet helt nøjagtigt ud og sat helt nøjagtigt sammen, for flyveren skulle senere bygges direkte oven på tegningen og alle unøjagtigheder ville derfor blive direkte overført til det færdige resultat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle dele der skal skæres der er på tegningen er overført til kartonskabeloner ved at klippe det groft ud fra tegningen og lime det på karton med limstift. Til sidst kan man skære det nøjagtigt ud med en hobbykniv og uden problemer lægge skabelonen oven på træet og med en kuglepen følge skabelonens periferi og overføre tegningen til træet. Jeg mener godt det kan betale sig på denne måde, specielt til de dele, der er mere end 1 af. Det er også rart, hvis man senere skulle beslutte sig til at lave et fly mere eller reservedele...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er jeg så gået i gang med byggearbejdet. Materialerne er: Krydsfinér til de 3 inderste ribber, bøg til hovedbjælkerne og balsatræ til resten. Oversiden ligger nedad fordi hele oversiden på vingen er plan. Derfor kan den inderste ribbe ligge helt lodret i forhold til byggebordet. Resten af ribberne ligger vandret i forhold til byggebordet. Dette er opnået ved at lave 10 forskellige små højdeklodser, der holder ribberne bagtil. Øverst i billedet kan man se ribberne til den anden vingehalvdel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her kan man se hvordan de 10 forskellige "højdebukke" fungerer på bagkanten. Endvidere kan man se hvordan vingens styrke og stabilitet i længderetningen er forbedret ved at lime firkantede stykker balsatræ på hovedbjælkerne imellem alle ribberne. Det hele passer meget fint sammen. Måske kan man mene at det er besværligt at opnå sådan en pasform, men i virkeligheden skal der ikke ret megen slibning og tilpasning til. Desuden er jeg jo pensionist og har masser af tid!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er forkantlisten (trekantet balsaprofil), holder til vingeservo samt den pind der senere skal holde vingen fast i kroppen sat på. Fra midten af hovedbjælken (Ca) til forkantlisten er vingen beklædt med balsa, på begge sider. Det har den funktion at det giver vingen en helt fantastisk vridningsstabilitet uden egentlig at bidrage med ret meget vægt. Grunden til at det ikke er sat helt på er at, når det er limet på foran og limen er tør, så kan man bøje det ned over ribberne uden at bekymre sig om at det falder af foran.

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er alt beklædningen på undersiden på plads og ærligt talt, så ligner det et pindsvin. Jeg fandt ud af at jeg kunne købe både tegnestifterne med plasthoved og knappenålene i "Tiger"-butikken. Der købte jeg for øvrigt også 10 Stk. hobbyknive til 20 Kr. Der er nok hobbyknive til resten af livet.

Forøvrigt er der på dette tidspunkt i byggearbejdet indsneget sig en mindre fejl. Er der mon nogen, der kan få øje på den?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er træarbejdet på de to vingehalvdele så godt som færdigt. Det krydsfiner jeg brugte til de 3 inderste ribber var desværre ikke af særlig god kvalitet og var bøjet og vredet. Det gjorde at da jeg forsøgsvis satte dem mod hinanden, så passede de meget dårligt sammen. Det kan også være mig selv, der ikke har været tilstrækkelig påpasselig med at line dem op med tegningen. Hvorom alting er, så blev jeg nødt til at indføre en kile i den højre vingehalvdel, ved bagkanten. Man kan godt se det på tegningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her har de 2 vingehalvdele fået monteret tipklodser. Endvidere er de limet sammen med epoxy og samlingen er blevet forstærket med et enkelt lag glasfiber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her har jeg lavet slidserne til cyanohængslerne og beklædt krængerorene med "Oracover". Tipklodserne er blevet malet med epoxy, slebet et par gange, hvorefter de er blevet malet med spraymaling og til sidst malet over med epoxy. Bagkantlisten og de 2 tynde bjælker er også blevet forstærket med et lag epoxy. For øvrigt limer jeg cyanohængslerne fast med "Araldit" istedet for cyanoacrylatlim.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beklædningsarbejdet på vingen er nu helt overstået og jeg blev meget tilfreds med resultatet! Faktisk var det det trin i byggearbejdet jeg havde frygtet mest. Der er kun brugt 1 stykke Oracover til hver vingehalvdel og samlingen befinder sig på bagsiden, ved hovedbjælken. Alle samlinger og overlapninger er blevet sikret med en tynd stribe epoxy. Årsagen er at "de gamle" ude i min klub har sagt at brændstoffet og olien heri helt sikkert vil arbejde sig ind under Oracoveren så det løsner sig, før eller senere. Jeg håber at epoxyen vil forhindre dette (faktisk er jeg helt sikker på at det er tilfældet).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu er vingen helt færdig på nær landingsstellet og linksene mellem servoerne (Hiteq HS85MG) og krængerorene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Haleplanet er lavet som en konventionel stigekonstruktion, der til sidst er beklædt med 1,5mm balsaplader.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Haleplanet er nu helt færdigt med påsat højderor. Jeg fik desværre presset de to rorhalvdele lidt for tæt sammen under limningen. Det har givet sig udslag i at rordelen er en smule smallere end selve haleplanet. Da det er ens i begge sider har det ikke nogen praktisk betydning og "det er kun hvis man ved det at man kan se det!"

 

 

 

 

 

 

 

Her er canopyet ved at blive lavet. Måden jeg har valgt at lave det på er i virkeligheden meget enkel. Det startede med et "canopy" i træ. Egentlig var det meningen at jeg blot ville male det sort og bruge det som det var, men syntes alligevel at det kunne være fedt med et "rigtigt" canopy. I et stykke kraftigt krydsfiner lavede jeg et hul lidt større end canopyet af træ er forneden. Materialet til canopyet købte jeg i "Hobbyworld" i Kolding. Nu puttede jeg en bundplade, krydsfineret med hullet samt træcanopyet ind i ovnen ved 175 grader. Da det havde lagt der et stykke tid og var blevet gennemvarmt lagde jeg plasticen ind over hullet i krydsfineret. Da det havde lagt der længe nok til at det var blevet blødt, tog jeg det bundpladen og træcanopyet ud og lagde træcanopyet ovenpå bundpladen. Dernæst tog jeg krydsfineret ud med det bløde plastic på, vendte det om og trykkede det, rimeligt hurtigt, ned over træcanopyet. da krydsfineret rørte bundpladen spændte jeg det sammen med skruetvinger og lod det køle af.

Det første forsøg var lidt kikset, da jeg ikke kunne få canopyet af formen uden at ødelægge det. Det løste jeg ved at smøre træcanopyet ind i stearin først, så det kom til at virke som slipmiddel. Det andet forsøg var OK og det tredje og sidste var perfekt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det færdige produkt efter at jeg har skåret det overflødige plastic af med en minirundsav monteret på en hurtigsliber. Jeg er ret stolt af resultatet, da jeg selv har fundet på metoden. Dermed ikke sagt at andre ikke har gjort det samme eller næsten, jeg ved det ikke...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så skal jeg i gang med at lave kroppen! Alle de dele jeg har lavet en skabelon til ligger nu her udsavet/udskåret klar til den videre proces. På dette tidspunkt var jeg ikke klar over hvor tæt jeg egentlig var på at blive færdig...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg fik en pakke fra "Avionic" med nogle af de allersidste dele til projektet. Jeg manglede et servo, motoren og det forreste (styrbare) landingsstel. Motoren skulle have været en OS 25FX, men den havde de ikke lige hjemme og jeg blev spurgt om jeg måske kunne bruge denne, en ASP 25A, i stedet. Hvis jeg ikke var tilfreds med den kunne jeg bare sende den tilbage og få mine penge tilbage. Det er fandme service! Sådan har jeg altid oplevet det med "Avionic".

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af de sværeste punkter i kroppens konstruktion: Motorkonsollen. Vanskeligt fordi jeg selv var nødt til at tænke over hvordan det skulle være med lige den motor og landingsstel jeg havde fået fat i. Det var også vanskeligt at få styringen af næsehjulet til at glide let, så servoet ikke bliver overbelastet. De 2 holdere af nylon til næsehjulet måtte jeg bore hullet en anelse op på, for at få det til at glide ordentligt (med olie i). Det hele er lavet af noget meget dyrt og stærkt krydsfiner med enormt mange lag. Det er for en sikkerheds skyld limet sammen med epoxy.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kropssiderne med spanter monteret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kroppens top og bund er monteret og jeg kan nu se, hvor det hele bærer hen ad! På dette tidspunkt blev jeg for øvrigt opmærksom på, hvor dårlig en idé det er at mærke træet op med kuglepen, hvis der skal Oracover på ovenpå. Det kan simpelthen ses lige igennem! Det (og meget andet), må jeg være opmærksom på næste gang jeg skal bygge en flyvemaskine!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kroppen er nu beklædt. Det er ikke meningen at motorkonsollen skal beklædes, men ligesom vingeklodserne males og behandles med epoxy. Dette mest for holdbarhedens skyld og for at gøre den modstandsdygtig overfor brændstof.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et lille display af sejlet!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Haleplanet er limet på og limen er ved at hærde. Jeg har gjort et stort nummer ud af at de sidder helt lige på alle måder. Set fra oven ved at afstanden fra forkanten til det bageste af vingesaddelen er ens i begge sider og set bagfra ved at kroppen ligger plant på byggebordet og afstanden fra haleplanstipperne ned til byggebordet er ens i begge sider. Motorkonsollen er færdig men der er desværre opstået en farvefejl. Det tyder på at det er epoxyen, der er gået i kemisk forbindelse med malingen og lavet en afart af gul. Dette bliver jeg nødt til at leve med!

 

 

 

 

 

 

 

 

Haleplan, stabilisator og canopy er monteret! Senere samme dag tager jeg ud og kører motoren til "i bænk". Det er noget jeg er rigtigt glad for at jeg gjorde, da den var en satan at havde med at gøre de første 3 tankfulde. Jeg kørte den til over 5 tankfulde på go' gammeldags manér (Fed blanding, mange stop og varierende omdrejningstal). Den sidste tankfuld gik den rimeligt hæderligt på fulde omdrejninger med en 9*6 propel. Det brændstof den skal køre på er med 17% nitrometan, for det er det eneste jeg har (til mine fantastiske helikoptere) og jeg vil ikke købe noget andet bare til denne flyvemaskine!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Servolayoutet i kroppen. Det blev senere ændret en anelse til at de "knopper", hvor pianotrådene sidder fast i servoarmene blev ændret til den type, der sidder tættest på på billedet, da de andre ikke sidder så godt fast og i det hele taget er lidt lallede i deres design. Skruerne blev selvfølgeligt sikret med skruesikring (Locktite 243).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På dette tidspunkt i byggearbejdet, hvor jeg kun manglede modtageren og den endelige montering, fik jeg lyst til at sætte det hele sammen, løseligt og danne mig et indtryk af hvordan det færdige resultat ville blive. På trods af en masse små "uperfektheder" kunne jeg rigtigt godt lide det jeg så!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er "KAOS" så efter den allerførste flyvning. Det var vildt spændende at sende den af sted for allerførste gang. Efter jeg havde bragt den i trim, viste det sig at den flyver som en drøm! Jeg havde dog lidt svært ved at lande den. De første 3-4 forsøg på landing havde den for meget fart på og jeg måtte lave forbiflyvning og prøve igen. Teknikken, der skulle til var egentlig meget simpel. Den skulle langt væk og allerede inden jeg vendte den rundt gassede jeg ned i tomgang, så svinget og indflyvningen kunne tage farten af. Så kunne jeg altid regulere på gassen senere, hvis jeg syntes det gik FOR langsomt. Jeg skulle også passe på, for jeg havde læst at andre, der havde lavet samme flytype siger at den "tipstaller" og at man derfor bør holde en rimeligt høj landingshastighed, men ikke 80 Km/t! Heldigvis havde jeg på denne dag de allerbedste forudsætninger for et godt resultat: Ingen vind, et godt lys og helt alene på pladsen.

 

 

 

 

 

Her er den så efter 5 tankfulde og 10-15 starter/landinger. Snasket på denne side er farvet lidt sort fordi det yderste stykke af dæmperen havde arbejdet sig løst (typisk kinagrej). På dette tidspunkt var jeg nødt til at stoppe, da jeg ikke længere kunne holde det koncentrationsniveau, der skal til for at flyve en model af denne type. Jeg tror at den kan flyve over 150 Km/t og dette er vildt hurtigt for en nybegynder som mig! Da jeg kom hjem med den og gjorde den ren viste det sig at den var i nøjagtigt samme stand som da jeg tog af sted og den må derfor være bygget ordentligt (foreløbig konklusion).

I skrivende stund har den fløjet 9 tankfulde og jeg har prøvet at lave nogle stunts; loop rulninger, immelmans og lignende simple manøvrer. Jeg må sige at denne flyver faktisk er ligesom at flyve på simulator: På skinner! Jeg går allerede i tanker med at bygge en magen til, bare i andre farver, så jeg ikke skal undvære den når/hvis den dør, for med de hastigheder den er i stand til at bevæge sig med vil der nærmest ikke være noget tilbage efter et styrt. Måske en elektrisk variant? Jeg har fuldstændigt mistet lysten til at flyve med den lille elektriske "Tucano" jeg også er i besiddelse af. Måske en stille sommeraften kommer den frem igen...

Slut herfra....

Lille opfølgning: Torsdag d 25/3 2010 Kl. 15:30-16:30 bestod jeg prøven til A-Certifikat med denne flyvemaskine.

 

 

 

 

 

Torsdag d 6/5-2010 Var "KAOS GT" færdig! Grunden til at den blev bygget var at jeg er kommet til at holde enormt meget af KAOS' flyveegenskaber. Derfor ville jeg ikke risikere at blive grounded når/hvis den bliver smadret. Denne model er helt mage til, bortset fra at den har metalspinner, 1 cm længere næsestel, lidt bedre servoer, 2mm rorstænger istedet for 1,2mm, kuglelinks istedet for z-bøjninger og selvfølgeligt farverne!

Den "gamle" KAOS har det stadigvæk fortræffeligt og har på nuværende tidspunkt fløjet 69 tankfulde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAOS GT i højreprofil, forfra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"KAOS GT" i højreprofil, bagfra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"KAOS GT" set forfra, lidt fra oven. Er den ikke lidt fed?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag søndag d 5/9-2010 døde KAOS GT desværre en voldsom død. Motoren gik alt for fed, hvorefter jeg landede den og gav den 4 klik indad (skulle have nøjes med 1 eller 2). Starten foretog jeg i sidevind og umiddelbart efter take-off drejede jeg i medvind og lige her begyndte motoren at gå magert og ville gå i stå med det resultat at den mistede flyvefart i medvind og hamrede ned i jorden med næsen først fra Ca 20 meters højde. Alle dens organer vil blive brugt i mit næste projekt.

Den nåede at flyve 122 tankfulde, hvilket svarer til en flyvetid på godt 14 timer, der faktisk er rimeligt godt for et modelfly.

***RIP***

 

 

 

 

Hjem.